Kan du sige jeg er VÆRDIFULD og ELSKET?

Kan du sige jeg er smuk, lækker, klog, intelligent, smart og vidunderlig?...Listen er lang og er ikke den samme for os alle.

Måske tænker du...det der...det er jeg ikke, jeg er jo ikke smuk og lækker, hvordan kan jeg dog være det? Hvem har fortalt dig at du ikke er det? Hvad har fået dig til, at tro på denne historie?

Du vil altid føle dig grim og ulækker, hvis...du tror på det og ikke kan tage smuk og lækker hjem.

DU er det hele - du er både smuk og grim (du var smuk og lækker den dag du blev gift eller den dag du dansede på stranden...du er også grim og ulækker når du har morgenhår, dårlig ånde og menstruationsblod...)

Jeg siger det lige igen, du er det hele - du føler det måske ikke, men du er det! Og nogen gange skal vi lede lidt dybere og vi skal måske rigtig langt tilbage i vores barndom for, at finde den gang vi sidst følte os smukke og lækre...men følelsen findes. Og det er hjerteskærende og vidunderligt når vi finder frem til den....følelsen af at den ikke er væk og at vi kan invitere den tilbage ind i lyset.

Men nogen har plantet tanken, ordene og følelsen i vores hjerter...den følelse af ikke at være værdifuld og elsket.

Når vi som børn (ikke alle) bliver konstant kritiseret, ignoreret, svigtet eller afvist, får det os til at føle os forkerte. Du er i vejen, du er uønsket, uelsket, værdiløs...

Børn af fejlfinderforældre starter ofte deres kommunikation til deres børn med hvorfor...har du ikke ryddet op?...hvorfor er din madpakke ikke tømt?...hvorfor ringede du ikke?...hvorfor gjorde du ikke bare som jeg bad dig om....?

Det nedbryder børns selvværd og følelserne som det at føle sig forkert, dum, værdiløs, besværlig og i vejen, sætter sig som skam.

Vi skaber os en stærk og måske selvsikker og cool persona som voksen for, at dække over at vi inderst inde føler os små og uelskede. Inde bagved er vi hjælpeløse, sårbare, uduelige, bange og afviste. Dette er så måske også er noget af det vi trigger på ved andre...åhh...de er sgu da også så hjælpeløse...han er da bare sådan en bangebuks...vi kan ikke se, vi også selv er det, for vi har gemt det godt og grundigt væk. Vi vil ikke være ved de sider af os selv, for de gør for ondt.

Og derfor er det også for nogle meget svært at tage lyset hjem. At kunne se sig selv som værdifuld og elsket virker jo som mission impossible...for jeg har jo aldrig haft følelsen af at være elsket...

Når dine forældre eller nære omsorgspersoner talte til dig som de gjorde, eller svigtede dig på den ene eller den anden måde, så gjorde de det ikke for, at være onde ved dig - de vidste ikke bedre. Dermed ikke sagt, at det var iorden.

Når vi begynder med at tage vores egenskaber hjem - alt det vi spejler ude i andre, om det er lyst eller mørkt, så starter vi en healingsprocess. Vi tager sårene frem i lyset, kigger på dem, bliver kede af det, vrede, rasende, tomme og følelseskolde...men vi får set på noget af det som er allersværest, der hvor vi er allermest sårbare, derinde, helt inde i hjertet, hvor vi føler smerten af ikke at være blevet set. Vi healer vores eget lille barn inden i os selv. Vi trøster hende og giver hende den omsorg og kærlighed som hun ikke fik og stadig mangler. Og når hun får det hun har brug for og du giver hende al den kærlighed og omsorg, som du ville give dit eget lille nyfødte barn, så bliver hun healet. Sårene forsvinder ikke, de er en del af din historie....men du kender dem nu og kan forsætte din rejse med tilgivelse og lys - Jeg er værdifuld og elsket!