Føler du dig nogen gange bare fuldstændig tom indeni?
Jeg tænker nogen gange tilbage på de år hvor jeg ihvertfald IKKE var i kontakt med mine skyggesider, ihvertfald ikke bevidst...for om man vil det eller ej SÅ er de der....
Det var år med overvældende tristhed og tomhed blandet med følelsen af, at jeg sgu da havde SÅ meget at være taknemmelig over, SÅ TAG DIG NU SAMMEN KVINDE! Jeg havde en dyb følelse af ikke at vide hvem jeg i virkeligheden var og at jeg ikke rigtigt hørte til nogen steder.
Ta dig sammen, var iøvrigt også det jeg hørte fra mange omkring mig, måske ikke lige ordret TAG DIG SAMMEN, men sagt mellem linierne...kom nu op på hesten igen.
Men uanset hvad jeg gjorde, synes den følelse bare ikke at ville forsvinde...jeg begyndte faktisk at blive en smule desperat. Min krop gjorde ondt, mit sind gjorde ondt - alt var i virkeligheden noget LORT. Men det må man ikke sige højt - du skal være taknemmelig for det du har og se nu lige lidt positivt på det hele ik...det skal nok gå...
Ja, right...det kan dem der ikke selv har været der endnu, sagtens sige - de aner ikke hvor hårdt det er, at stå face to face med alt det lort der er i baggagen....og der er nok at tage af...for os alle. Og måske har de ikke lige pt. noget der stresser eller bekymre dem i deres hverdag...
Den medfølelse som vi i virkeligheden har brug for, når vi ligger ned og ikke kan se nogen vej frem, får vi ikke og vi giver den bestemt ikke til os selv...for der er skygger der står i vejen!
Når din mand, veninde, søster eller anden nær person i dit liv ikke kan rumme dig og det du står i, er det fordi du er deres spejl. De vil heller ikke se på alt lortet...så er det bedre at tage et smil på læben og sige Kom nu...det skal jo nok gå altsammen...
Men hvorfor er det, at du ikke må være ked af det, hvem er det der har lært dig, at det skal man ikke være...at det er bedre at være glad? Fik du point for at være den søde, glade og stille pige/dreng? Måtte du ikke være vred, dum og larmende?
Måske er du ikke nået dertil endnu og tænker - det kommer aldrig til at ske for mig, og måske har du ret, men vi har alle skygger, nogen mere alvorlige end andre.
Jeg mødte mange forskellige ting på min rejse hertil, hvor jeg står idag, og er faktisk dybt taknemmelig for alt det lort der var i min baggage, for det har formet mig og givet mig muligheden for at hjælpe andre på deres vej. Der er faktisk GULD at hente i de mest nederdrægtigste skygger...
Jeg har stadig skygger...de forsvinder aldrig, men jeg føler mig hel og ved at hver gang jeg reagerer på noget i andre, at der er noget jeg selv skal kigge på igen. Et ongoing tema for mig er arrogance...den er dyb og jeg har arbejdet med den over flere gange. Det bliver nemmere og nemmere at håndterer den, men den rammer stadig.
Det er så smukt at mærke sårbarheden og vide, at jeg ikke er den eneste...vi har alle sår
