FUCK jeg hader mit liv....

Dette indlæg har været undervejs længe og nu tænkte jeg at det var tid til, at gøre det færdigt!

Kender du sætningen FUCK jeg hader mit liv?? Jeg gør...og lige nu (oktober) er jeg der hvor jeg ikke synes at tingene kører...der er ALT for mange møder på arbejde, børnene larmer, manden virker sur, folk tager mig for givet, jeg føler mig ikke værdsat...der er faktisk bare ikke noget der er, som jeg helt ville ønske det.

Alt i livet er cyklusser, alt går op og ned, vi er glade og vi er kede, vi kan være pisse sure og træt af det hele og vi kan være ekstrem glade og euforiske. SÅ er det egentlig ikke okay, at synes alting er noget lort ind imellem? Det skal bare ikke være størstedelen af dit liv, for så er det nok tid til en evaluering af det du står i, der skal til.

Jeg kan ikke li følelsen af, at være træt af det hele....jeg har arbejdet meget med taknemmelighed og synes nærmest ikke jeg kan tillade mig, at ha følelsen af, at jeg fucker det hele op. Jeg elsker at være glad, skør i bolden og kriblende lykkelig...hvem har det ikke sådan?

Men vi kan vælge at bruge det anderledes. Vi kan vælge at se på, hvad det er vi er trætte af og derved finde ud af, hvad det så egentlig er vi vil gerne ha og gå efter det.

Det virker sikkert så simpelt når du læser det, men jeg ved også godt at det ikke altid er så såre enkelt. Jeg har også selv mine udfordringer. Og når vi står i noget vi er trætte af og ikke kommer videre er det højst sansynligt, at der står en skygge i vejen - noget vi ikke vil være. Når jeg ikke får sagt til min mand at jeg synes, at han er sur kan det være fordi skyggen NEGATIV står i vejen...jeg er jo altid hende den positive og glade kvinde, jeg vil bestemt ikke kaldes negativ....men jeg ved jeg er det!

Jeg får lyst til at dele en privat historie med jer, som jeg gerne vil bruge til at vise at vi alle kan rammes af vores mønstre/skygger når vi er svagest.

Den 23. januar fik jeg et ildebefindende på arbejde (jeg er okay nu) og røg med ambulance på sygehuset...følte jeg var døden nær og det var en meget voldsom oplevelse for mig. De første dage efter havde min krop det som havde den løbet en hel marathon - jeg var voldsom træt...men så var det jo også det...så op på hesten og derud af igen.

Jeg havde det jo sort på hvidt, at jeg ikke fejlede noget. Men sådan skulle det ik helt gå. Og det første jeg tænkte var FUCK hvor er det pinligt og svagt at det skulle ske for mig, og så på mit arbejde...det betød jo at der skulle snakkes med børn og forældre om det. De meget omsorgsfulde og kærlige børn og forældre har virkelig givet mit lille barn inde i mig masser af omsorg - jeg er dem dybt taknemmelige.

Men grunden til at jeg ikke vil være svag er, at det var der ikke plads til at være i mit hjem. Det var altid

"Ja ja...det er bare op på hesten igen...der er altid nogen

der har det værre end dig derude...så du skal ikke pive..."

Alle gamle overbevisninger om mit værd poppede op som popcorn i en gryde....de blev bare ved og ved med at poppe og larme...og der var intet jeg kunne gøre. Jeg mistede totalt kontrollen - noget jeg BESTEMT IKKE bryder mig om!

Gamle mønstre begyndte at tage form - de ting jeg altid har gjort når livet har presset mig ud af min comfortzone. Alt det vi gør for, at holde skyggerne og de gamle overbevisninger på afstand, men det holder desværre kun lige så kort som at tisse i bukserne...det bliver hurtigt ubehageligt og det vil vi også gerne væk fra. Men vi må et spadestik dybere og finde ned i det der rigtig gør ondt men som også vil være med til at sætte os fri og blive autentiske.

Så det er ikke nødvendigvis sikkert at vi skal op på hesten med det samme igen - måske skal vi bare lade os selv være sårbare, svage og kede af det, bange, vrede og måske skuffede, i den tid vi har brug for at være det.

Jeg hader mit liv, men jeg elsker det også for de muligheder det giver mig. Det er kun os selv der kan gøre noget ved det - ikke alle de andre!

Go søndag

Kærligst Merete