Hvad er man for en, hvis man blander sig?
Jeg fik altid at vide som barn, at jeg ikke skulle blande mig i de vosknes snak...jeg skulle heller ikke blande mig i hvad andre gjorde. Der kunne godt blive sladret om de andre naboer, men man gik aldrig til hovedet og fortalte hvad man mente. Hvis jeg sladrede om mine brødre fik jeg at vide BLAND dig udenom - hvorfor det? Jeg siger det også nogen gange selv til mine børn (både privat og på arbejde) Men hvornår er det okay ikke at blande sig og hvornår SKAL vi blande os? Vi har jo allesammen underretningspligt...
Ifølge Servicelovens § 154 gælder for enhver borger en ubetinget underretningspligt, når børn eller unge under 18 år lever i en alvorligt truet situation. Bestemmelsen lyder: ”Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer det sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen”.
En udvidet underretningspligt gælder imidlertid efter servicelovens § 153 for personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, det vil bl.a. sige ansatte i dagtilbud.
www.bupl.dk
Vi har et system der gerne vil have at vi skal tage vare på hinanden og drage omsorg for hinanden...men hvorfor er det så at vi lærer hinanden at vi skal blande os uden om?
Hvad er vi bange for, når vi ikke griber ind der hvor andre er grænseoverskridende på andres bekostning? Er det i bund og grund, at vi selv er bange for at få fingrene i klemme, at de andre ikke kan li os når vi blander os, eller har vi bare lært at vi skal blande os uden om?
Jeg kan næsten mærke skammen, hvis jeg blander mig i noget, hvor jeg stadig kan høre mine forældre sige, at jeg ikke skulle blande mig. Men helt ærligt...jeg mener vi skal blande os, men vi skal måske ha kigget på, hvorfor det er så svært for os.
Jeg har været i situationer hvor jeg ikke har blandet mig og efterfølgende har jeg tænkt...åh Gud, jeg skulle ha grebet ind. Jeg har også lavet en underretning på et ungt menneske, som jeg var blevet vidne til ikke trivedes. Underretningen var svær for mig og jeg sparrede med flere af mine kollegaer. I dag er jeg glad for at jeg gjorde det, men der er en skygge der ligger og venter på næste gang....
Når vi skal blande os, er det jo ikke altid kun i worst case senarios, men det må også være i de små ting i hverdagen. Når børn eksempelvis ikke er ordentlige ve
d hinanden, skal vi gribe ind og lukke øjnene når det er uskyldige konflikter som ikke på nogen måde er nedværdigende for nogen af parterne, men hvor de har brug for selv at være konfliktløsere.
Når mellemlederen/chefen taler grimt til en af dine kollegaer er det også okay at sætte en grænse og blande sig. Når veninden har det dårligt og ikke passer ordentligt på sig selv, er det også okay at italesætte det.
Men vi gør det ikke gerne....Vi er bange for, at vise vores vrede, vores sårbarhed, vores usikkerhed...at vi i værste tilfælde ikke er elskværdige og vellidte, hvis vi siger vores mening.
Vi har lært at vi skal blande os udenom - og sådan nogle som blander sig de er måske....
Arrogante, dommer, bedrevidende, korrekte, selvfede....
Så kan jeg være okay med at være bedrevidende og korrekt, når jeg ser noget der ikke er iorden?
